Undersøgelser

Børnepsykologiske undersøgelser og testning

En psykologisk vurdering eller undersøgelse kan foretages når barnets eller den unges kognitive, emotionelle, sociale styrker og svagheder ønskes belyst. Der kan laves undersøgelse af specifikke områder, eksempelvis kognitive funktioner, eller der kan laves brede børnespsykologiske undersøgelser, hvor alle domæner afdækkes.

En psykologisk undersøgelse omfatter som regel forskellige tests (fx WPPSI/WISC) og screeningsværktøjer, som udfyldes af omsorgspersoner, som har indgående kendskab til barnet. Formålet med kognitive test er at vurdere, om barnet eller den unge er i stand til at håndtere forskellige intellektuelle udfordringer på et alderssvarende niveau. I nogle tilfælde har barnet en asymmetrisk udvikling, det vil sige gode evner og færdigheder på nogle områder og specifikke vanskeligheder på andre områder, hvilket omgivelserne måske ikke tidligere har været opmærksom på og derfor ikke før taget hensyn til dette. Omfanget af en børnepsykologisk undersøgelse afhænger af barnets alder og udfordringer.